Kirken som et betydningsfuldt fællesskab

Kirken som et betydningsfuldt fællesskab-de udsatte børn og familier.
Jeg vil i dette indlæg belyse to vilkår, som tilskrives at være særlige for nutidens forældre, og som jeg mener er vigtige at inddrage, når vi taler om udsatte familier, hvor økonomi-, helbredsudfordringer og sociale faktorer kan virke som en dobbelt sårbarhed.

Hvor blev landsbyen af?
Første gang jeg mødte det oprindeligt afrikanske ordsprog ”It takes a village to raise a child” altså ”Det kræver en landsby at opdrage og opfostre et barn” var på antropologistudiet, som jeg med stor begejstring påbegyndte et par år efter endt pædagoguddannelse.

Jeg havde i mellemtiden gjort mig erfaringer med vuggestuebørn og var selv blevet mor til to drenge, hvilket styrkede min nysgerrighed og interesse i familielivets rammer både fagligt og personligt.

Frygten for at gøre noget forkert
Vi ved mere end nogensinde før om børns udvikling og sundhed, hvilket samtidig giver os et stort behov for at handle ’rigtigt’, begrænse, kontrollere og forebygge risici. Vi kan derfor som forældre blive overopmærksomme og overinvolverede for at sikre os, at vores børn udvikler sig normalt. I sidste ende er barnets positive udvikling og opførsel nemlig et ansvar, der påhviler forældrene.

Sara Alfort formulerer det således: ”Tidligere søgte vi socioøkonomiske, biologiske, måske endda religiøse forklaringer på børn og unges kriminalitet, psykiske skrøbelighed, læsevanskeligheder og udadreagerende adfærd.

I dag finder vi de svar ét sted: i forældrenes opdragelse”. Denne grundantagelse blev første gang betegnet som ”forældredeterminisme” i 2001 af sociologen Frank Furedi og betegner hvorfor vi som forældre, mere end nogensinde før, kan opleve os utilstrækkelige, rådvilde, usikre og alene i forældrerollen.

Manglende fællesskaber
Et andet vilkår er vores fællesskaber, som over tid har forandret sig fra at være konkrete og håndgribelige til mere digitale og selvvalgte. Vi lever generelt mere isolerede, hver for sig eller i små familier og ”landsbyen” er, med Lene Tanggaards ord, væk.

Med landsbyen mener hun ”fornemmelsen af, at der er flere hænder og nære relationer omkring barnets opvækst end forældrene alene”. Netop fællesskabets nære og konkrete karakter, var tidligere med til at reducere den eksistentielle usikkerhed, som mange oplever i dag.

Den eksistentielle usikkerhed rammer også børn og unge og det er deres trivsel, som fylder i medierne. I den seneste nyhedsmail fra Børns Vilkår, der i skrivende stund tikkede ind i min indbakke, skriver organisationens direktør: ”Jeg er bekymret over, at så mange børn er ensomme og angste i dag”.

En ny udsathed hos børn
Adskillige undersøgelser viser, at et stort antal børn og unge mistrives psykisk og forskere ved Center for Ungdomsforskning belyser en ”ny udsathed”. Modsat den klassiske forståelse af udsathed, som bl.a. knytter sig til fattigdom og udsatte bolig- og familieforhold, rammer ny udsathed bredere iblandt unge og på tværs af sociale lag.

Det væsentlige er dog, at et ungdomsliv, som i forvejen er præget af udfordringer, knyttet til klassisk udsathed, er lettere at vælte, når de unge samtidig rammes af ny udsathed.

Når vi retter fokus mod at være kirke for udsatte familier, finder jeg det relevant netop at tale ”landsbybilledet” frem. At tilbyde netværk og relationer med mennesker, som tør involvere sig i hele børnefamiliens hverdagsliv, vil nemlig være et stærkt modtræk til samtidens ensomhed og individualisering.

Deltag i fyraftensmøde omkring ”Udsatte børnefamilier”
Ann Charlotte Nørremark har en kandidat i pædagogisk antropologi. Hun arbejder til hverdag som videnskabelig assistent på Syddansk Universitet i Odense, hvor hun forsker i børn og unges eksistentielle og åndelige sprog, omsorgsbehov og ressourcer. Hun er medudvikler af samtalekonceptet “Go’ Samtale” og oplægsholder ved Fyraftensmødet 20. september om ”Udsatte børnefamilier” i Københavns Stift.
Se invitation her og tilmeld dig